Projektledelse der præsterer.
Indkaldelser og referater. Afrapporteringer og indrapporteringer. Styregrupper og advisory boards. Projekter skal styres præcist. Det skal de. Men styringen kan blive så klodset, at projektet får svære flyveforhold, og ender som en glittet goodie i skrivebordsskuffen.
Undgå at projektledelse drukner i Djøf.
Den gode idé er landet. Der er samlet nok mentale underskrifter til at idéen kan indskrive sig i en strategisk og operationel indsats. Så starter rejsen mod at give idéen vinger. Den rejse kan blive dyr og dårlig. Men den kan også blive god og givende.
Projektets kapitler
Projekter starter som en uklar fortælling, der skal skæres til og formuleres. Forstås. Næste etape er at afprøve idéen hos de, der skal adoptere den. Fx. hos turismeaktører, private virksomheder og offentlige indsatser langs vandreruter. Man taler idéen varm, beskriver projektet mere indgående, producerer måske et feasibility studie, eller går direkte til at lave en projektplan med milepæle og nærmere beskrivelse af indsatserne. Et klart styringsværkstøj, der giver fokus indadtil med plads til at larme udadtil, fordi man kender projektets højre- og venstrebegrænsninger.
Her kan rejsen enten blive dyr og dårlig. Eller god og givende. Dyr og dårlig bliver den, hvis projektet udvikles om mødebordet med tung administration og processer til følge. Det er her indkaldelserne og referaterne kommer ind. God og givende bliver den, hvis beslutningstagerne er klar til at sætte processen fri, og handle på de åbenlyse potentialer, der er opdaget i idefasen. Og som en fond måske støtter en udviklingsproces omkring.
Samtalen er den bærende konstruktion
Processen skal have et logisk afkast. Aktører skal se resultater. De skal opleve, at de tanker og timer de kaster ind i processen, giver åbenlyse forandringer. De skal kunne koble sig på en bevægelse eller infrastruktur, som giver mentalt eller monetært afkast. Få idéer til produktudvikling. Blive en del af et netværk og en samlet kernefortælling, som løfter kompetencer og udvikling af egen virksomhed. Nu kan projektet begynde at søge yderligere midler og viden til udvikling og realisering af kernefortællingen. Hos fonde og kommuner. I samarbejde med destinationsselskaber og private aktører.
Organisering
Vær sikker på hvordan din projektidé arbejder bedst. For projektets skyld. Der er regler for den slags. Lovgivning for, hvad kommuner må støtte, hvilke indsatser destinationsselskaber er sat i verden for at tage sig af. Private initiativer kan flyde frit.
Sæt dig ind i reglerne og sørg for at dit projekt organiseres, så det kan arbejde progressivt og operationelt, og ikke drukner i uklar organisering. Det skal være på plads inden du forstyrrer travle turismeaktører og markedet med din idé.
Et godt eksempel på det er House of Møn, som arbejder og rejser midler til projektindsatser og brands i samarbejde med kommunen, private aktører og destinationsselskabet.
Idéer til god projektledelse af outdoorprojekter.
Involver lokalsamfund, kommune, destinationsselskab og private aktører i din idé i god tid.
Giv plads til, at den kan formes og udvikles i samarbejde med dem.
Lad kommunikation være det bærende element. Ikke alene en folder på biblioteket.
Lad samtalen være den bærende konstruktion.
Søg viden analyser og data, og lad også din idé tage afsæt i det.
Findes der i forvejen eksisterende strukturer, fx. vandreruter, som kan være med til at bære idéen, og som idéen på den anden side kan være med til at løfte?
Sørg for langsigtet forankring og drift, inden du lancerer en offentlig infrastruktur. Fx. en vandrerute. Alt andet skaber uro.
Dyrk netværk.
Skab produkter.
Lav masterclasses.
Styrk din idé med partnerskaber fx. med destinationsselskab eller fonde.
Sørg for en organisering med langsigtet drift og forankring. Man må ikke søsætte en offentlig infrastruktur uden at tænke langsigtet.
Lad styregruppen bestå af de personer, som arbejder, og har opdateret indsigt og ansvar for projektet. Det sparer uendeligt meget tid.
Lad advisory boardet bestå af de aktører og instanser, som skal have glæde af indsatsen.
Lad afrapportering foregå så operationelt som muligt.
Hvordan blev Camønoen til?
Vil du også skabe et outdoorbrand? Vi var med hele vejen, da Camønoen blev tænkt og realiseret. Kontakt os, hvis du er nysgerrig, og vil have hjælp til at udvikle en vandrerute.